
Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Tænd ovnen på 175 grader.
Kog pastaen i gavmildt saltet vand i ca. 10 min., til den er al dente. Sigt vandet fra, og gem kogevandet til senere.
Pil hvidløg, og snit det i tynde skiver.
Pluk lidt basilikumblade fra til servering.
Sautér basilikumstilke og hvidløg i rigeligt olivenolie i en dyb pande i ca. 1-2 min. (det skal ikke tage farve).
Tilsæt ca. halvdelen af de hakkede tomater, og krydr med peber og olivenolie.
Vend pastaen i panden sammen med ca. 1/4-1/2 dl pastavand pr. pers. Kog det hele sammnen i nogle minutter, og tilsæt evt. resten af de hakkede tomater efter behov. Krydr med peber, evt. salt og et nip sukker.
Del fisken i 1-2 stk. pr. pers.
Smør lidt olivenolie i bunden af et fad, læg fisken i fadet, og top den med pesto.
Bag fisken i den varme ovn i ca. 8-12 min., til den er tilberedt.
Pluk salaten groft.
Skær tomaterne i halve, og snit løget i slanke både.
Anret det hele på et fad, top med olivenolie og eddike, og krydr med salt og peber.
Tip: Har du lidt pesto tilbage, kan du lave en dressing, ved at tilsætte olie og eddike til glasset, og ryste det til en dressing.
Anret pasta i dybe tallerkener, og servér med fisk, salat og basilikumblade.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften