
Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Tag pizzadejen ud af køleskabet 1/2 time før brug.
Pil hvidløg og løg, og snit begge dele fint.
Halvér tomaterne, og sautér dem med hvidløg og løg i rigeligt olivenolie på en varm pande i ca. 2-3 min. Det skal ikke tage farve, men falde let sammen. Krydr med salt.
Tilsæt spinat, og lad den falde sammen. Kom tomatpassata på, og krydr med salt, peber og lidt spidskommen.
Skyl og afdryp kikærterne, og kom dem med på panden.
Slå æggene ud, evt. i en kop, og læg dem forsigtigt med lidt mellemrum i den varme sauce. Skru lidt ned for panden, og lad æggene simre i saucen i ca. 5-10 min., gerne under låg, til hviden har sat sig.
Del dejene i 2-3 stykker hver, og rul dem til aflange brød.
Steg dem i olivenolie på en varm pande i 2-4 min. på hver side, gerne under låg.
Kom dem i en frysepose, og pak dem i et viskestykke, så de holder sig bløde og varme.
Servér shakshuka i panden, top med brud af kota, dryp med yoghurt og drys med spicy nigella.
Servér straks med lune pandebrød til.
Vores økologiske pizzadej på surdej er lavet på 100% italiensk Tipo 00 og durummel. Dejen er fermenteret med surdej og er koldhævet i minimum 24 timer før den pakkes.
Kota er fremstillet af økologisk komælk, fra Østjylland. Mælken kommer fra omkringliggende økologiske gårde, hvor køerne går frit ude og inde. Osten er en fetatype, som fremstilles i små ostekar og håndfyldes i formene og vendes, hvor håndværket spiller en vigtig rolle. Herefter saltes osten i et døgn og emballeres i sin egen saltlage. Smagen af komælk giver en frisk karakter og syre. Osten har en flot rund smag og en cremet konsistens.
Spicy nigella & sesam indeholder:
33% nigellafrø, 33% hvid sesamfrø og 33% tørret chiliflager
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften